Formandens blog

AlbertGjeddeAlbertforside

HjerneKlummen
Af Albert Gjedde

Nobelprisen og eliten
Det hævdes nu, at Danmark skal udpege eliteforskere, som kan uddannes til at modtage Nobelpriser. Argumentet er, at Danmark ikke har fået Nobelpriser i sundhedsfag i over 20 år. Den sidste var professor Jens Christian Skou fra Aarhus Universitet. Han fik Nobelprisen i kemi i 1997 for opdagelsen af den såkaldte natrium-kalium-pumpe i cellemembraner. Før Skou fik den danske immunolog Niels K. Jerne Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1984 for sin teorier om antistoffers dannelse og funktion. Mere forskellige end Jerne og Skou kunne ingen forskere være.
Jernes arbejde bestod i vidt omfang i formulering af helt nye hypoteser, som andre fik mulighed for at afprøve, og han skiftede hyppigt stilling og arbejdede i mange forskellige byer og lande. Skou derimod arbejdede hele sit liv i Aarhus, med et kortere ophold i USA. Om sine opdagelser har Skou selv sagt, at de blev gjort ved tilfælde, da han ledte efter noget andet, nemlig et protein, som kunne forklare effekten af lokalbedøvelse. Dette element af tilfældighed er i virkeligheden centralt i processen, der fører til videnskabelige opdagelser. Man har kaldt processen “serendipitet” (serendipity) efter legenden om de tre prinser fra Serendip (Sri Lanka), som på faderens foranledning drog ud i verden og formåede at håndtere udfordringer ved til stadighed at udnytte og udforske tilfældets høst. Betingelsen var, at de skulle klare sig selv uden kongens hjælp, og det lykkedes med det særlige gåpåmod, som de udviste.
Iagttagere har derfor indvendt, at forhåndsudnævnelser af unge forskere til den videnskabelige elite ikke vil medvirke til at give Danmark flere Nobelpriser. Grunden er, at Nobelpriser gives for forskningsresultater, der i sagens natur er uventede og derfor netop tilfældige. Det er ikke muligt at forudsige et bestemt resultat eller vælge en bestemt forskningsretning, som med rimelig sandsynlighed fører til en Nobelpris. Kunne forskningens resultater forudsiges med stor sandsynlighed, så ville det i princippet ikkevære forskning, for det er først og fremmest det uventede, som giver de store fremskridt.
Ingen havde på forhånd forestillet sig, at en Niels Jerne eller en Jens Christian Skou ville opnå resultater, som dem, der førte til deres Nobelpriser, og ingen havde på nogen særlig måde foreberedt dem på, at det skulle være formålet med deres forskning. Det, der kendetegner Niels Jernes og Jens Christian Skous indsats, var tværtimod deres evne til at tage imod de tilfældigheder, som naturen bød de to og stadig byder dem, der er parat. Det er lidt som Aladdins turban, der tilfældigvis var på det rette sted, da appelsinen faldt. Det er en selvfølge, at det kræver den rette kombination af kreativitet og professionalisme at være forskningsmæssigt parat, når tilfældighederne indtræffer.
Det interessante og mærkelige er, at forskningens fremskridt minder om evolutionen, som er tilfældig, men fører til stadig større landvindinger for de deltagende dyrearter, når de frugtbare tilfælde overlever. Der kræves kun een ting af evolutionen for at sikre stadigt fortsatte fremskridt, nemlig det forhold at eksperimenterne fortsætter. Det er beskrevet med al ønskelig tydelighed af Sir Peter Medawar, professor og Nobelpristager, i bøgerne The Art of the Soluble og Advice to a Young Scientist. Her er elitebegrebet fordømt som meningsløst i videnskaberne, når det er tilfældighederne, der høstes, blot forskeren er kompetent og tilstrækkelig opmærksom på at fange appelsinen, når den falder.
Problemet er ikke hædersbevisninger som Nobelprisen som sådan men deres irrelevans for den videnskabelige proces. Ingen har noget imod at hylde forskere for de gennembrud, de gør, men at udnævne unge forskere til den videnskabelige elite har flere potentielt skadelige virkninger. Den ene bivirkning er det pres, som forventningen udøver på de pågældende, der kæmper for at bevise deres værd. Det kan i værste fald føre til forsøg på videnskabelig uredelighed, når ubefæstede sjæle fristes over evne. Den anden bivirkning er den nedtur, som mange kan opleve, når forsøgene ikke viser de fantastiske resultater, som angiveligt skulle være en betingelse for succes. Det kan betyde, at de pågældende forlader videnskaben, trods evner og fremskridt.
Den allervigtigste opgave for erfarne vejledere er at gøre unge forskere trygge ved den kendsgerning, at negative forskningsresultater er lige så valide og måske endda mere vigtige og tungtvejende end den relativt banale eftervisning af en hypotetisk påstand, som beskrevet af Sir Karl Popper i The Logic of Scientific Discovery. I denne proces er der ikke plads til et begreb som eliteforskning.

Albert