Formandens blog

AlbertGjeddeAlbertforside

 

 

 

HjerneKlummen
Af Albert Gjedde

HjerneKlummen handler denne gang om den populistiske hjerne, inspireret af tidligere og nutidige eksempler på politikere, som appelerer til menneskers følelser og ikke til deres intellekt. (Oprindeligt trykt i Weekendavisen).
Populisters hjerne
Vi forundres aktuelt over populisters talegaver. Fænomenet er dog ikke nyt. For snart 85 år siden, i 1932, fik den tyske filolog Victor Klemperer en indbydelse fra det italienske konsulat i Dresden til at fejre 10-året for fascismens magtovertagelse i Italien. Hyldesten fandt sted 23. oktober 1932 og skete ved fremvisning af en film om ”Fascismens tiår”. Filmen handlede om Benito Mussolini, der på det tidspunkt havde været Italiens ”fører” fra 1922. Det skete i den sidste periode af Weimar-republikken, inden det tyske demokrati gik af lave. Klemperer var professor i romanske sprog og fransk litteratur ved Dresdens tekniske Universitet. Det var første gang, han hørte Mussolini tale, og det var også før han fik Adolf Hitler at høre fire måneder senere. Begge talere rystede ham i en sådan grad, at han følte sig forpligtet til at nedfælde sine oplevelser i form af dagbogsnotater om nazismens fremskridt i Tyskland fra begyndelsen af 1933 indtil sammenbruddet i 1945.
Det var førernes talegaver, der særligt interesserede filologen Klemperer. Han nåede frem til, at det var talegaverne, der i videste forstand var ansvarlige for den politiske udvikling i de respektive lande. Jøden Klemperer overlevede nazisternes forfølgelse og Dresdens bombardement, og han udgav i 1957 sin velkendte ”LTI Notizbuch eines Philologen”, hvor LTI er forkortelsen for Lingua Tertii Imperii (Det tredje Riges Sprog), som efter hans mening havde forført den tyske nation. Hitlers sprog fandt han så ejendommeligt, at det forblev ham en gåde, hvordan nogen kunne forføres af denne mærkelige fremfærd. Mussolinis og Hitlers talegaver er kommenteret i et særligt kapitel i LTI om fascismens første tiår 1922-32.
Et særpræg ved Mussolinis talegaver var ifølge Klemperer den særlige vekselvirkning, der fandt sted mellem hans udbrud og publikums begejstrede reaktioner. Mussolini talte med grænseløs energi, der nærmede sig den religiøse forkyndelse med messende intoneringer og kortest mulige sætninger. Tilhørere reagerede med følelsesudbrud, der savnede de sædvanlige tegn på fornuft. Når Mussolini talte, var hans mund enorm, og Klemperer noterede sig de livlige fingerbevægelser og den udstrakte arm, som blev løftet, mens tilhørerne skreg henført og uhæmmet.
Klemperer beskriver, hvordan Adolf Hitler i den efterfølgende periode overtog en stor del af Mussolinis virkemidler, som han siden udviklede fra mere klassiske talegaver til ren retorik, der fandt udtryk, når han talte til masserne i Nürnberg, München eller Potsdam. Klemperer påstår, at Hitler overtog både sin titel (tysk for ”duce”), den udstrakte arm, og de uniformerede stormtropper fra Mussolinis fascistiske symboler. Hitler overtog også sit italienske forbilledes ideer om den offentlige fremtræden, menneskemasserne styring og skuespillets virkninger på folket. Det var en udvidelse af et begreb, som ifølge Klemperer oprindeligt stammede fra Jean-Jacques Rousseau. Rousseau definerede ”politik” som forhandlingen mellem en leder og hans undersåtter, som foregår i en ”polis”, en bystat som Genève, hvor Rousseau var født og betragtede sig som borger hele sit liv.
For Rousseau var indbegrebet af statsmanden en folketaler, en orator, der formidler et forhandlingsoplæg til de forsamlede borgere på byens torv. Det betyder, at borgerne må samle sig fysisk for at møde regenten. For at undgå at borgerne bliver væk tog politikerne i Sovjetunionen moderne sociale medier i form af film og radio i brug i mellemkrigsårene, men også her fandt de tekniske nyskabelser deres mest forførerne udtryk i nazisternes Tyskland under Goebbels’ ledelse. Henvendelsen til alle i samfundet i modsætning til de få udvalgte på torvet stillede nye krav til sikring af budskabets accept hos alle, og det ændrede talerens optræden, for nu skulle han ikke længere være orator men retor, formidler af en forførende retorik. Populismen blev både årsag til og resultat af den kreative formidling af følelsesladede budskaber, der var udformet til forførelse og ikke til oplysning.
I slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede har de nye sociale medier som fjernsyn og internetbaserede skærme og mobiltelefoner gjort retorikken både nemmere og sværere, fordi alle kan nås, men samtidigt kan alle vælge mellem utallige kilder til oplysning. Set fra folkeforførerens synspunkt kræver det særlige virkemidler at opnå den afhængighed, som sikrer tilknytningen til de kilder, som folkeforføreren har udvalgt. Klemperer forstod det sådan, at budskabet for at virke skal henvendes til alles øjne og ører og især ørerne, med den dobbelte effekt af retorikerens råb og de skrigende tilhøreres tilråb. Her kommer de oratoriske virkemidler til kort, og forskellen på det oratoriske og det retoriske skal forstås som forskellige egenskaber hos udøverne: En orator er et hæderligt menneske, som i princippet underviser, mens en retor dybest set er en svindler, der med sine midler søger at overvinde den naturlige modstand og nedbryde den indbyggede skepsis, som det lammede intellekt ikke længere holder fast i.
Hitler blev kansler i januar 1933, efter forhandlingerne om kanslerposten efter valgene i 1932, som nazisterne vandt med henholdsvis 37% og 33% af stemmerne. Andelen steg i marts 1933, selvom Rigsdagsbranden ved hjælp af Hindenburgs dekret umiddelbart før valget førte til de første tab af borgerettigheder. Nazisternes andel af stemmerne steg til 44%, og den steg yderligere til 93% i november 1933, hvor andre partier nu var blevet forbudt ved hjælp af Hitlers dekreter. Folkeforførerens brug af dekret var det afgørende skridt, for brugen af dekreter forvirrer de demokratiske iagttagere og vogtere, der selv har valgt dekretudstederen. I Tyskland spillede ”bemægtigelsesdekretet” i marts 1933 en afgørende rolle, fordi det tillod rigskansleren med sin underskrift at indføre bestemmelser, som i praksis var love, uden rigsdagens medvirken eller accept.
Allerede ved optakten til valget 5. marts 1933 var Hitlers selvsikkerhed så stor, at han overhovedet ingen tvivl udtrykte om udfaldet. Alligevel var Hitler ifølge Klemperer den ultimative ”retor”, som med sin personlige udstråling afslørede en tvivl om eget værd, et mindreværdskompleks, kombineret med overbevisning om mereværd. Mereværdskomplekset var uden værdighed, kun råb og skrig, som dækkede over den dybe usikkerhed, der udmøntedes i hævngerrighed og forsøg på at skræmme modstandere til tavshed. For Klemperer var det uforståeligt, at en så ubalanceret, ubehersket og usammenhængende folketaler kunne overbevise nogen tilhører om et politisk program. Klemperer mente heller ikke, at Hitlers optræden i virkeligheden var særlig tysk. Alligevel formåede Hitlers taler at overbevise millioner, lige indtil krigens sidste øjeblikke. Den åbenlyse kombination af mindre- og mereværdsfølelser hos Hitler pegede på en psykiatrisk diagnose, som Klemperer beskrev som ”svær megalomani med vrangforestillinger om forfølgelse”. Alligevel formåede Hitler at presse retorikken gennem den barriere af skepsis, som er menneskers normale forsvar. Virkningen var for Klemperer en betændelsestilstand, der inficerede den tyske nationalkarakter med fremmede elementer i form af fascistiske uniformer og armbevægelser.
Trangen til at give politiske modstandere psykiatriske diagnoser er ikke ukendt i vore dage, og aktuelle tilfælde kan kaste lys over forhistorien. Få dage efter et nyligt valg af en kandidat til statsoverhoved skrev tre psykiatere til den afgående leder, at det måtte være nødvendigt at underkaste vinderen af valget en komplet medicinsk og neuropsykiatrisk udredning. Udredningen skulle vise, om vedkommende var egnet til at overtage embedet som statsoverhoved. De tre psykiatere var overbeviste om, at den pågældende havde klare tegn på en bestemt tilstand af psykisk ubalance, som består af storhedsvanvid, impulsivitet, overfølsomhed overfor kritik og fornærmelser, og manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed; de samme tegn, som Klemperer mente at have fundet hos Hitler og i mindre grad hos Mussolini.
De tre psykiatere henviste til den såkaldte Diagnostisk og Statistisk Manual (DSM-5), som udgives af amerikanske psykiatere. I denne manual opregnes ni symptomer, der kendetegner lidelsen ”narcissistisk personlighedsforstyrrelse” (NPD) og bekræfter dens tilstedeværelse, når blot fem af de ni symptomer er tilstede. Mange mennesker har enkelte af de nævnte symptomer, men kun 1% af befolkningen lider af NPD. Afgørende for diagnosen er derfor patientens gennemgående oplevelse af overlegenhed, behov for beundring, og manglende empati, der begynder i ung voksenalder og viser sig i forskellige sammenhænge i mindst fem af følgende træk:

1. Overdreven forestilling om egen betydning og indflydelse ved at overdrive resultater og forvente anerkendelse som overlegen alle andre uden dokumentation af de relevante præstationer.
2. Fantasier om ubegrænset succes, magt, intelligens, skønhed, og kærlighed.
3. Tro på en “usædvanlig” og enestående personlighed, som kun kan forstås af eller blive omgået af andre særlige eller højtstående personer (eller institutioner).
4. Overdrevent behov for beundring.
5. Tro på ret til særlige privilegier.
6. Udnyttelse af andre.
7. Uvilje mod at anerkende eller erkende følelser og behov hos andre.
8. Misundelse eller forestilling om at være genstand for andres misundelse.
9. Overlegen og nedladende adfærd overfor andre.

Personen med NPD kan ifølge psykiaterne vågne en tilfældig morgen, modtage en tweet eller et nyhedsklip, der beskriver vedkommende som svag, eller som på anden måde truer selvforståelsen. Reaktionen er ubehersketog kan tage form af en impulsiv og hævngerrig straffeaktion med uanede virkninger, i princippet så alvorligt som et angreb på en anden nation, måske med atomvåben. Det er ikke usandsynligt, at diplomatisk krise eller krigserklæringer opstår, fordi patienter med denne lidelse ikke magter den rolige reaktion. De er følsomme, usikre og aggressive; de har behov for stadig ros og opmuntring, fordi de ikke er sikre på eget værd; og de skal uopholdeligt bekræftes af andre. Enhver kritik i en tweet eller et citat eller en karikatur udløser yderligere tab af selvværd, og tabet skal straks kompenseres med et modangreb.
Ifølge psykiatere fungerer narcissisten angiveligt kun på den ene eller anden af to måder: De er enten din ven, eller du er fjenden, som skånselsløst skal ydmyges eller nedkæmpes. Pinen ved at have et menneske i den nære omgangskreds, som ikke fuldt og helt opfylder narcisstens behov, er for stor. Der er angiveligt også kun to måder at være sammen med en narcissist på, og de er begge farlige. Hvis du kritiserer narcissisten, der nyder stor magt og indflydelse, kan konsekvensen være voldsom. Hvis du roser narcissisten, øger det blot storhedsfornemmelsen, og det gør vedkommende endnu mere afhængig af fremtidige komplimenter og ros. Narcissister higer efter opmærksomhed og bekræftelse. De kan være gode til at underholde med betydelig charme og gennemslagskraft, undertiden i en grad, som kan give stort politisk og spirituelt følgeskab, men det ender altid med et opgør. Narcissister har aldrig et almindeligt forhold til en kritisk presse, og de ansætter aldrig en kritiker. De har svært ved at lytte og tage imod råd, fordi de mener altid at vide bedre. Narcissisten ansætter eftersnakkere og ja-sigere som deltagere i narcissistens selvbekræftende profetier. Narcissister har svært ved at koncentrere sig om forhold, som de ikke forstår, dels fordi de keder sig, og dels fordi de betragter det vanskelige stof som betydningsløst.
Hvad gør omverden? Ifølge Klemperer gør den ingenting, eller ihvertfald ikke nok, for narcissistens betydelige følgeskab gør tilsyneladende nødvendige begrænsninger illegitime, selv når narcissisten forgriber sig på love og forfatninger, som det skete i Weimar-republikken i 1933. Man kan spørge, om det er tilladeligt i den situation at belaste den pågældende med en psykiatrisk diagnose. Diagnosen vurderes som tegn på sygdom, og psykisk sygdom kan være grund til at fratage statslederen sine beføjelser, eller helt at afsætte vedkommende. Her opstår et demokratisk problem, især hvis narcissistens tilhængere eller deres repræsentanter har flertal i de afgørende forsamlinger. Kan tre psykiatere afsætte en narcissist, som et flertal af befolkningen har peget på, selv hvis sejren er sket med narcissistens særlige evne til at skabe sig et følgeskab? I USAs forfatning er valgmandskollegiet tænkt som en sikkerhedsventil, men valgmændene og valgkvinderne opfatter typisk deres mandat som bundet, måske fordi de skal betale en mindre bøde, hvis de bryder mandatet.
Det er det ene problem: Klemperer var ikke i tvivl; Hitler led af NPD. Hitler var også doven og nød hverken spiritus eller tobak. Du og jeg er formentlig heller ikke i tvivl i dag, når vi konfronteres med nutidens patologiske narcissister. Men hvad med alle vore medmennesker? Hvordan kan de ikke være i tvivl om det modsatte? Her peger hjerneforskningen på et særligt netværk i hjernen, som mennesker bruger til at fantasere om fremtiden, vejledt af den begejstring, som denne fremtid vækker hos os. Ifølge præsident Barack Obama i 2009 skal vi ikke frygte fremtiden men tværtimod skabe den, der vækker den største begejstring.
Det andet problem er psykiatriens diagnoser: Der er langt fra Klemperers private diagnostik til de moderne krav til professionel påvisning af sygdom, og her kommer psykiatrien uhjælpeligt til kort, for der ingen enighed er om det biologiske grundlag for mange diagnoser, baseret på symptomer og ikke på viden om faktiske læsioner i hjernen. Den frygtede narcissist vil uden vanskelighed kunne finde en psykiater, som er parat til at underskrive en erklæring om narcisstens adfærd, der ikke er tegn på sygdom men blot på personlighedstræk, som mange vælgere åbenlyst efterspørger. Desværre skal der undertiden en verdenskrig til for at afgøre uenig